Historien

År 1000

Amarelli familiens historie begynder i byen Rossano i provinsen Cosenza i regionen Calabrien i Syditalien og går helt tilbage til før år 1000.

Her grundlagde familien Amarelli et herredømme som strakte sig over et stort og forenet område og fik titel af baron gennem militære erobringer og eget våbenskjold.

Gammelt kort over Calabrien

År 1469

I år 1469 får familien Amarelli kongelige privilegier og kan tilføje de Aragonske Kongers rigsvåben til våbenskjoldet. Våbenskjoldet kan endnu ses over porten til Amarelli familiens gamle palads og på alteret i Rossanos catedral.

Det var også i denne periode at familien Amarelli byggede en fæstning for at forsvare sig mod fjender og beskytte deres aktiviteter heriblandt særligt landbrugsproduktionen.

Amarellis våbenskjold

År 1500

Amarelli familien begynder at dyrke og sælge lakridsrødder på familiens landområder for at forbedre jorden gennem at lade markerne ligge brak med vildtvoksende lakridsrødder inden de skulle beplantes.

Lakridsen blev hurtigt værdsat for sine egenskaber; særligt blandt pilgrimme og soldater, som marcherede langt og blandt folk med hårdt fysisk arbejde.

Calabriske lakridsrødder.

År 1731

Paolo Amarelli dør i en alder af 104 år og hans barn Fortunato og barnebarn Paolo etablerer et "concio" i et varehus, som er en af de første førindustrielle organisationer.

På dette tidspunkt har man siden begyndelsen af 1700-tallet haft tanker om produktion af lakridsrodssaft. Idéen var at lave et produkt som let kunne opbevares og transporteres med henblik på at kunne markedsføre lakrids mere bredt.

Amarellis lakridsfabrik grundlægges derfor i1731 i den bygning, som stadig i dag huser produktionen af lakrids.

Concio'et fra 1731 som det står i dag

Den første produktion af lakrids fokuseredes på lakridssaft, lakridsstænger (bastoni) og lakridskugler og rulledes i hånden efter at saften var trukket ud af rødder og koncentreret (kogt ned) under åben ild.

Lakrids koncentreres under åben ild

År 1840

Godt 100 år efter grundlæggelsen af lakridsfabrikken var denne blevet overleveret til sønnen Domenico Amarelli, som besluttede sig for at åbne en afdeling i Napoli i 1840. Napoli er på dette tidspunkt den 2. største by i Europa efter Paris og hovedsæde for kongefamilien. I 2013, 170 år senere genopstod afdelingen i Napoli som et showroom.

Showroom Napoli

År 1907

Nicola Amarelli innoverer og installerer 2 dampkedler på lakridsfabrikken. Dampkedlerne er teknisk meget rafinnerede i forhold til sin samtid og præsenteres i Napolis Universitets Avis for Landbrug. Lakridsprodukterne bliver stadigt mere efterspurgte, også på de udenlandske markeder, og modtager talrige priser for sin unikke smag af lakrids.

Amarelli afsætter på dette tidspunkt efterhånden også en meget stor del af sine produkter på det engelske marked gennem engelske købmænd. Det er gennem disse købmænd at lakridsen kommer til Danmark for første gang i slutningen af 1800-tallet. Deraf ordet "engelsk lakrids". Det skal bemærkes at engelsk lakrids dengang modsat i dag ofte også indeholdt arabisk gummi.

Gamle handelspapirer fra Amarellis arkiv med referencer til England. Heraf betegnelsen "engelsk lakrids"

År 1970

I 1970'erne havde Guiseppe Amarelli arvet ansvaret for lakridsfabrikken og under hans ledelse får virksomheden et gevaldigt skub fremad i samarbejde med hans søn Giorgio Amarelli. Sammen får de afsluttet moderniseringen af virksomheden.
Giorgio Amarelli døde i en ung alder i 1986.

Stempel til produktionen af lakridsfigurer fra tiden før moderiseringen.

År 1987

I dette år fik virksomheden Amarelli en helt særlig udemærkelse, da den tildeles guldmedaljen Medaglia d´oro af Italiensk Kemisk Selskab (Sociatà Chimica Italiana).
Medaljen gives for virksomhedens succesfulde arbejde med at kombinere traditionelle håndværksmæssige produktionsmetoder med den nyeste teknologi i sine produkter

År 2001

Lakridsmuseet Museo della Liquirizia "Giorgio Amarelli" indvies og tildeles "Premio Gugghenheim Impresa & Cultura" prisen

År 2004

Lakridsmuseet Museo della Liquirizia tildeles et frimærke af Poste Italiane (det nationale postvæsen) som en del af serien "Il Patrimonio artistico e culturale italiano". Det printes i 3,5 mio. eksemplarer.

Frimærke med billede af residenset fra 1500-tallet.